|
 Besøger
man dagens museer og kunstsamlinger, forledes man måske til at
tro, at storslået guldaldermaleri og gamle
mestre i tunge forgyldte rammer prydede væggene i klunketidens
hjem. Men det er nok mere sandsynligt, at det var et
masseproduceret tryk med motiv fra bibelhistorien eller en
afbildning af datidens kongefamilie, som hang på væggene i stuer
og kamre hos almindelige folk.
Olietrykket er et ferniseret farvelitografi. En trykkemetode, som
nåede sit højdepunkt i slutningen av 1800-tallet. Ordet »olietryk«
hentyder dels til trykketeknikken, dels til den tilstræbte lighed
med oliemaleriet. Olietrykket var mange jævne familiers mulighed
for at anskaffe farvelagte, glansfulde andagtsbilleder, kongeportrætter
osv. af høj kvalitet til en rimelig pris. Derfor blev dette ofte
den første – og måske eneste – vægudsmykning hos mange
familier af jævne kår i 1800-tallets sidste halvdel.
Højere levestandard og dermed andre muligheder for indretning
tilsagde nemlig, at der nu skulle hænge indrammede billeder på væggene
også i arbejder- og småkårshjem.
Olietrykkenes motivverden og teknik har præget generationers
opfattelse af, hvad billedkunst er, og har utvivlsomt fortsat
indflydelse på, hvad der findes på væggene i mange hjem. Selv
om de fleste af disse billeder i dag er afskrevet og oftest
kasseret som gammeldags og smagløs kitsch, repræsenterer de et
vigtigt stykke kulturhistorie og et rigt indblik i, hvad der prægede
stuer og kamre dengang.
Teknisk set er olietrykket et farvelitografi, der skal ligne et
oliemaleri mest muligt ved at være ferniseret med et lag
shellak. Ofte er det også trykt på strukturpræget papir, så
det ligner oliemaleriets lærred. Litografiet er en trykketeknik,
som først blev taget i brug af franskmanden Aloys Senefelder
omkring år 1800. Overfladen på en poleret stenblok benyttes som
trykplade, hvor motivet påføres i hånden. Trykfladen gøres
modtagelig for tryksværte, ved at den påføres fede, sæbeholdige
stoffer. Den øvrige del av pladen gøres modtagelig for vand ved
ætsning med salpetersyre. Derefter finder trykningen sted: Først
fugtes trykfladen med vand, som kun vil blive optaget af de dele
af stenen, der ikke skal være tryk på. Derefter påføres
trykfarven, som skyr de fugtige dele af stenen og klæber til de
fede partier, det vil sige selve billedfladen. Farven trykkes dernæst
over på papiret gennem en trykpresse.
En lignende teknik kaldes fladtryk, da der ikke er nogen
niveauforskel mellem de enkelte delene af trykpladen. Det gør, at
pladen ikke bliver slidt på samme måde som ved for eksempel træsnit
og kobberstik. Litografiteknikken kunne derfor bruges til at
trykke i nærmest ubegrænsede oplag.
Teknikken slog for alvor an i Europa i midten af 1800-tallet og nåede
altså et højdepunkt med de ferniserede farvelitografier –
olietrykkene – omkring 1870-90.
TYSKERNE VAR BEDST.
De vigtigste masseproducenter af olietryk til det nordeuropæiske
og dermed også det danske og øvrige nordiske marked var de store
tyske forlæggere E.G.May Söhne i Frankfurt og Gustav Kühn i
Neu-Rüppin, deraf tilnavnet neu-rüppinere, som ofte bruges
om disse billeder. Disse forlæggere lavede teknisk set meget
fuldkomne tryk i store oplag til lave priser. Trykkene blev ofte
solgt af omrejsende dørsælgere. I begyndelsen af 1900-tallet
blev også glarmestre og religiøse boghandlere vigtige »kunstformidlere«.
De tyske forlæggeres størrelse og tekniske overlegenhed gjorde
det umuligt for lokale trykkerier at tage konkurrencen op. Derfor
er så godt som alle folkelige tryk fra denne periode produceret i
Tyskland. Den lokale litografiske industri producerede
hovedsagligt topografiske tryk og billedserier af mere hjemlige
landskaber og byer. Deres vigtigste bidrag blev tryk af
reklameplakater og emballage, ofte af høj teknisk og kunstnerisk
kvalitet, eftersom industri- og forbrugersamfundet voksede frem i
samme periode. Også tidlige postkort er ofte eksempler på godt håndværk
fra lokale litografer.
I dag overlever litografiet hovedsagligt som teknik inden for
grafisk kunst. De mere traditionelle grafiske teknikker, som træsnit
og kobberstik, og selvfølgelig oliemaleriet, var hele tiden
forbeholdt den etablerede kunstverden. Dette marked foretrak
desuden sort-hvid grafik. Det glinsende farvelitografi blev trods
sin tekniske fuldkommenhed anset for at være simpelt og tarveligt.
Olietrykkene blev i begyndelsen af 1900-tallet efterhånden afløst
af blandt andet sort-hvide gengivelser af statuer og
skulpturgrupper i marmor eller gips, sædvanligvis som offsettryk.
Thorvaldsens Messias var et særlig populært andagtsbillede. Det
billigere offsettryk, som var en videreførelse af
litografiteknikken, gjorde nu sit fulde indtog. Man lærte sig at
overføre trykbilledet til en cylindrisk metalplade, som via en
gummicylinder overførte farven på trykpladerne til papiret. Det
tunge arbejde med litografstenen var forbi, og de store mekaniske
rotationspresser var på vej ind.
GUD, ENGLE OG KONGE.
Olietrykkenes motiver kan deles i to hovedgrupper: de religiøse
og de mere verdslige motiver. De religiøse motiver er først og
frem andagtsbillederne. Afbildninger af dem, som går i forbøn
for mennesket for Gud, altså Jesus og Maria, gerne som
parbilleder. Helgener forekommer også ofte, selv i det
protestantiske Norden. Derefter kommer billeder med fortællinger
fra det Gamle og Nye Testamente, allegoriske fremstillinger af
forskellig slags, portrætter af kirkefyrster og reformatorer samt
billeder af mere almen religiøs karakter, som »lærebilledet«
om Jesu dom.
Olietrykket Jesus grædende på Oliebjerget er måske tidernes
mest populære religiøse tryk, produceret i mere end ti millioner
eksemplarer og fortsat i handelen. Billedet er skabt efter et
maleri fra omkring 1890 af den tyske maler Josef Untersberger, men
signeret med det mere klingende »Giovanni«.
Nogle af trykkene, som blev solgt i Norden, var også beregnet på
salg i katolske lande længere sydpå i Europa. I tillæg til den
flersproglige titeltekst, som så godt som alle tryk var udstyret
med, havde disse også påtrykt såkaldt imprimatur eller
trykketilladelse fra den katolske kirke, sædvanligvis fra den
katolske biskop i Limburg.
Blandt de verdslige motiver var konge- og fyrsteportrætterne den
vigtigste gruppe. »Livets forskellige stadier« var også et
populært billedmotiv med rødder tilbage til middelalderen. Her
blev livets faser fra vugge til grav beskrevet, og teksten gav
kloge ord med på vejen. En version illustrerede mandens liv, en
anden kvindens. Sproget i teksten var tilpasset det lokale marked,
dansk eller norsk, selv om billederne var trykt i Tyskland. I
Tyskland fik trykkene en tilsvarende tysk tekst. Mor og barn
var også et klassisk motiv sammen med rene barne- eller
voksenportrætter, som ikke gengiver nogen bestemt person, men er
rene dekorationer, som f. eks. et portræt af en ung dame eller
kurtisane med fjerprydet hat.
SKYTSENGLEN.
Et populært motiv i skæringsfeltet mellem den religiøse og den
verdslige motivverden var skytsenglen. En skytsengel er en engel,
som har fået til opgave at beskytte mennesket på dets færd
gennem livet. Troen på skytsenglen kan vi følge tilbage til før-kristen
tid. Engel betyder sendebud, og i kristen tro blev englene
budbringere fra Gud til menneskene. Skytsenglen omtales også
nogle gange som ledsagerengel, der leder os gennem livet fra fødsel
til død. Nogen mener, at alle mennesker har to skytsengle – en
sidder på højre skulder og leder os mod det gode, en på venstre
skulder og leder os mod det onde. Jødernes hellige skrift Talmud
hævder endog, at nogen får tildelt op til 11.000 skytsengle ved
fødslen!
Dette venligtsindede og beskyttende væsen, som både skal
beskytte og lede på den rette vej, og som man kan rette
sine ønsker og bønner til, blev selvfølgelig et populært motiv
i børneværelserne, selv i det protestantiske Norden, som for øvrigt
var nok så frit for engledyrking og helgentilbedelse. Vi er også
i en tid, hvor ønsket om – og muligheden for – at give sine børn
en tryg og sorgløs barndom i tråd med den voksende velstand i
samfundet, træder frem som en vigtig værdi. Så selv om
skytsenglemotivet er knyttet til religiøse forestillinger, er
fremstillingen af den almene ide om, at vi alle – og særlig
barnet – har en beskyttende englehånd over os, godt egnet til
ophængning over barnesengen i form af et smukt olietryk, som
viser skytsengelen, der leder det lille barn trygt gennem farer.
OLIETRYKKET SOM SAMLEROBJEKT.
Olietrykkene er fortsat ikke anerkendt som kunst, men har samlere
på grund af deres kulturhistoriske og dekorative værdi. I
dag oplever denne rige og folkekære billedskat en fornyet
interesse.
Selv om olietrykkene oprindeligt ofte var sømmet direkte op på væggen
uden glas og ramme, vil de fleste, som har overlevet til vor tid,
være i enkle trærammer fra sidste halvdel af 1800-tallet og det
tidlige 1900-tal. Et velbevaret eksemplar bør derfor have både
titelteksten, som desværre ofte blev klippet bort før indramning,
original ramme og glas. De tryk, som ikke gennem årene er blevet
smidt ud under oprydninger og moderniseringer, har tit lidt en
ublid skæbne i en kasse på loftet eller i kælderen og har
derfor ofte fugt- og andre skader. Men papiret og trykket er
solidt, og mange har overlevet forbløffende godt. I så fald kan
man nøjes med forsigtig rens for støv og skidt med en tør, blød
pensel og eftersyn af glas og ramme, inklusive udskiftning af
karton eller træplade på bagsiden med syrefri karton. Det er
fortsat muligt at finde smukke olietryk fra dengang til rimelige
penge på loppemarkeder og i antikvitetshandlere.
|