Tilbake



Minneord over Karen Marie Nielsen født Josephsen,  født 9. januar 1845 død 3. juni 1920.
 

"Mor ble født i Vrengen i Øiestad 9de Januar 1845, av foreldre Per Josephsen og Berthe Josephsen.  De boede i Vrengen til 1849, da flyttet de til Sandvigen - her levet de da mor sine barndomsår i sit gode hjem.  Hun blev konfirmert av Pastor Brager i Øiestad, siden lærte hun også husholdningen på Øiestad Præstegård, og fra den tiden hadde hun mange lyse minder og talte gjerne om dem.  Mor og Bedstemor var saa med Bedstefar ute og seilte også når Bedstemor døde i 1866 paa Mors 21 aars dag og var da stadig vek med om bord.   I 1868 på en av disse turene får de en voldsom storm, og ble ved et Guds under reddet, og alle mand ombord blev omvendt ved Gud.  Deretter fik Mor ved Guds hjelp virke i misjonen den sag som hadde al hendes interesse.  I september 1874 blev mor og far gift på Nyland, Halvarsand i Sverige, så fulgte sikkert noen gode lykkelige år.  1881 døde bestefar Josephsen.  Mors eldre søster Bertha Johanne blev født 12. september 1878 og døde allerede 13/2 1884, 6 år gml., det var en voldsom sorg for mor, men så blev Helena født 28. mai samme år. Helena var 2 aar da Karen, mors kusine og pleiesøster giftet sig med Chr. Axelsen.  Karen hadde vært hos Bestefar og mor fra hun var 9 år.

Mor og far deltog meget i det religiøse liv på Hisøy og var ellers meget hjelpsomme mot trængende og venner.  Bedstefar og mor var med ved starten av Hisøy Barnehjem i Kolbjørnsvig og Barnehjemmet interesserte mor i alle år - hun var jo også tilsynsdame der i mange mange år.  Far døde i 1904 55 år gml. hjemme på Sandvigen av nyresygdom efter et par mnds sykeleie.  Vor sogneprest var den gang Zwilgmeyer, som var fars gode ven, og han besøgte ham ofte.  Ved fars begravelse var også Waage Erichsen tilstede, han og far var venner fra de var unge.  For mor var sorgen stor, men det gik med Guds hjelp, vi fik beholde mor 16 år efter fars død.  Det var noen strævsomme år for mor, men hun var tapper, klaget sjælden, var bare så taknemlig, og talte ofte om sine snille naboer på Sandvigen.  Et lite træk har jeg lyst til at fortælle.  Far var ute og seilte med Luna, og var gåt fra Australia og skulle til England - en tid efter hans avreise kom der et telegram fra St. Helena - at "Luna" var ankommet og kapteinen død. Mor hadde vanskelig for at tro det, da Marinekapt. Isaachsen kom ud for at si hende det husker jeg.  Og der blev så telegrafert og forespurt om nærmere oplysninger - og tre dager efter 17de Mai kom svaret "German Luna" da blev der glede hos os.  Jeg syntes enda jeg ser fru Ragna Sørensen kom løbende til os og ud og heiste flaget,  og mange flag på Sandvigen kom til tops efter på, det var en god følelse av hvad det vil si at ha gode naboer.  En nat mens vi ventet svartelegram vaaknet jeg ved at mor gik frem og tilbage på bryggen og sang, og jeg blev jo ræd, men så hørte jeg ordene "Sørg o kjære fader du, jeg vil ikke sørge", en salme mor ofte sang i ensomme stunder. 

Så kom far til Halifax og da han kom op på konsulatet blev han møt med you is a dead man Kapt. Nielsen - og ingen brever de var sendt hjem til mor.  Far levet endnu en del år og fik som sagt dø hjemme.

I de senere årene var mor hver vinter inde hos os i Oslo, og vi var alltid ræd hun skulle længte, men nu hun bare koset seg.  Men så snart det begyndte at vaares lidt måtte hun hjem til Sandvigen - da kom lengselen.  Om sommeren 1919 blev hun alvorlig syg, og da jeg kom hjem til hende var hun i seng, men efter ca 14 dage blev hun så pas at hun kunne reise med til Oslo, men det var haart for  mor at reise fra hjemmet for hun forstod nok at hun ikke kom hjem mer, men hun sa ikke noe kjære snille mor.  I Oslo blev hun for det meste liggende, men der hadde hun den glæden at Helena omtrent hver dag kom op til hende med Tor Mikal jeg glemmer ikke hendes glæde ved at se ham.  Da han blev døpt om julaften hjemme hos os holdt mor ham over daaben.  Efter jul blev hun så dårligere og var iseng stadig, og det gik gradvis nedover, og vi hadde mange samtaler om livet på den anden side som er fri for smerte og sorg.  Og 8 dage før hun døde bad hun Oscar om at ta hende med hjem til Hisöi, og da han lovet det takket hun så nydelig og 8 dager efter om morgenen 3de juni begynte dødskampen og det sidste vi hørte Mor si idet hun rakte ut hendene sine var "Så tag da mine hender og før mig frem", så faldt hun tilbage i mine arme og sovnet ind - likeså fredfuldt som hun hadde levet i 75 år. 

Og jeg takker Gud fordi han gav mig slig en god Mor - velsignet er hendes minde."

Fra håndskrift etter datteren Milly Knudsen f. Nielsen, født 4. april 1887 og død 14. juni 1954.

Tilbake

 

 

 

 

 

 

Tilbake